Telepresence-robotter opstillet på en række

Trends

Vigtigt møde? Send robotten

Møder er nødvendige, men har også ulemper. Ifølge futuristen Ben Hammersley giver nye teknologiske udviklinger heldigvis mulighed for at minimere afbrydelsens negative følger på en smart måde.

 

"Helvede, det er de andre", skrev Jean-Paul Sartre. Heldigvis for ham arbejdede Sartre mest som forfatter og behøvede ikke at bruge tid på andre eller andet end sin skrivemaskine. For de fleste af os er møder dog en fast bestanddel af vores forretning. Uanset hvilken branche vi arbejder i – om vi forhandler salget af en uvurderlig genstand eller hilser på en ny kunde med et spændende mysterie, der skal løses – finder denne udveksling sted mennesker imellem. Og disse mennesker er nødt til at mødes.

Sådanne møder kan iblandt være stressende. Det er vi begyndt at opdage takket være bærbare biomonitorer. En af mine kolleger var for nylig til et timelangt møde, hvor hans puls aldrig faldt til under 130 slag i minuttet. Det var mere fysisk anstrengende end hans faste holdtræning.

Og selvom det en dag i fremtiden vil blive betragtet som acceptabelt at påpege, at en forhandling var årsag til, at dit hjerte-kar-system kom på overarbejde, er det ikke sådan i dag. Vi er nødt til at holde møder og finde os i det. Det hører til god tone.

Forandringernes tid

Heldigvis er der i løbet af de sidste 10 år sket store ændringer i måden, som vi holder forretningsmøder på. Fra jakkesæt og bestyrelseslokaler til hættetrøjer og caféer. Fra menneskelige forsamlinger til elektroniske enheder på skrivebordet. Forretningsmødernes natur ændres i takt med den verdensforandrende teknologi.

Lad os bruge kunstig intelligens som eksempel. Jeg holder mange møder, men har i modsætning til en person i min stilling for 50 år siden ingen sekretær. Eller i det mindste ikke en, der er menneskelig. Mine aftaler administreres af Amy – en AI på en cloud-server et sted i verden. Jeg etablerer kontakten via e-mail, hvorefter Amy – der har adgang til min kalender og kender mine mødepræferencer – overtager selve arrangeringen af mødet, kommunikerer med min mødepartner og aftaler tid og sted. X.ai, som er firmaet, der fremstiller Amy og hendes mandlige alter ego Andrew, ser denne type automatisk assistent som fremtidens personaleløsning for alle fra topdirektører til rejsende sælgere.

Amy er fantastisk, men hun kan ikke komme med til mine møder – hun er jo trods alt kun en e-mailadresse – men det er ikke svært at forestille sig andre teknologier, der kunne fungere som min assistent. Jeg har allerede nogle af Amazons Echo-enheder med stemmegenkendelse i mit hjem, og i år vil Amazon udgive forretningsversionen. Ved at love problemfri integrering med virksomhedens digitale systemer vil Alexa kunne stille spørgsmål til dem under en samtale, som om dine regneark var mennesker.

Sidst jeg så noget lignende var i et afsnit af Star Trek, hvor kaptajnen kunne tale direkte til sit skib, for at få et overblik over dets tilstand. At navigere efter salgsmål er trods alt ikke så forskelligt fra at navigere efter galaktiske kvadranter.

En mand i jakkesæt taler med en telepresence-robot

Robotter giver dig mulighed for at tale personligt med dine kolleger uden at være i samme rum.

 

Messenger-møder

Men selv Star Treks kaptajn, Jean-Luc Picard, mærkede tømmermændene fra det 20. århundredes gammeldags forretningsmøder – alle skulle være i samme rum på samme tid. Sådan forholder det sig ikke i dag. Moderne teknologi gør det det muligt at deltage i møder uden at være fysisk tilstede.

Jeg har deltaget i mange projekter, hvor man arbejdede langt fra hinanden, men mødtes i et chatrum for at sætte skub i tingene. Slack, som er tidens mest trendy chatplatform, er nærmest blevet obligatorisk for nye high-tech virksomheder i 2018, selv dem med fysiske kontorer.

Det er på mange måder psykologisk spændende at arbejde med mennesker over nettet, ikke mindst fordi folks virtuelle personlighed bliver mere "virkelig" end deres fysiske jeg. Jeg kan genkende mange kolleger alene på deres skrivehastighed, hvordan de afslutter en tekstlinje eller anvender humørikoner og animerede gifs – uden nødvendigvis at vide, hvordan deres stemme lyder eller hvor høje de er. Vores hjerner tilføjer de manglende detaljer og gør virtuelle mennesker til mere virkelige personer. Det skaber ekstra post-human spænding, når man tænker på, at der er flere botter og AI’s end mennesker på mange af de Slack-kanaler, som jeg bruger. Botterne, som styrer min server og min opgaveliste, er i denne virkelighed lige så vigtige som menneskelige kolleger. Bortset fra at nogle af botterne er bedre mennesker, hvis jeg skal være ærlig.

Kvalitetstid ansigt til ansigt

Men hvad hvis du foretrækker at tale med dine kolleger ansigt til ansigt i stedet for tastatur til tastatur? Der er selvfølgelig videokonferencer – både via FaceTime og Skype på din telefon eller ved hjælp af et futuristisk (og dyrt) "telepresence-rum", som har kameraer med ultrahøj opløsning og et specielt sæt møbler og skærme, som spejles nøjagtigt på den anden side af linjen.

Jeg synes ikke, det virker overbevisende, fordi det ikke alene føles unaturligt, men også koncentrerer mødet i en enkelt skærm, hvilket – på grund af måden, du holder din enhed på – får dig til at se træt ud. I Los Angeles tilbyder plastikkirurgerne sågar specielle Skype-ansigtsløftninger, hvor kinder og kæbelinjer strammes op for at se godt ud fra den mest brugte vinkel.

Send robotterne ind

En bedre løsning er at bruge telepresence-robotter. Telepresence-robotter er videokonferenceudstyr, som viser dit ansigt på en skærm på størrelse med et menneskehoved, og som er placeret i en ergonomisk højde og har hjul på, så fjernbrugeren kan flytte udstyret rundt.

Jeg kan sidde i Californien og styre en telepresence-robot rundt i dit kontor, og det vil føles, som om jeg (eller i det mindste en meget tynd version af mig på hjul og uden hænder) var der i virkeligheden. Jeg kunne gå ind i mødelokaler og følge mine kolleger ud og ned ad gangene. Kombineret med en hurtigere forbindelse, som den kommende 5G-standard lover, vil jeg endda være i stand til at køre min avatar ved siden af dem, mens de forlader kontoret for at gå på bar.

Og der er heller ingen hindringer for, at jeg kan styre flere af disse enheder samtidigt og deltage robotisk i et møde ét sted, hilse på mine kolleger et andet sted og netværke med lækre drinks et tredje sted – alt sammen uden at skulle tage bukser på i det fjerde. Det er måske ikke den mest høflige tilgang til møder, men bestemt mindre stressende.  

 


Ben Hammersley er britisk ekspert i internetteknologier, journalist, forfatter og oplæser med bopæl i London.