I dag arbejder mange virksomheder i den digitale verden, så det bliver mindre og mindre vigtigt, hvor vi udfører vores arbejde fra, siger den nomadiske futurist, Ben Hammersley
Det var nemmere, da vi havde maskiner. Man kan sparke til maskiner. De har en vis tyngde – en vægt, der er svær at overse. Driv en virksomhed, som fremstiller ting, bøjer metal, former træ eller skaber former ud af plast, og du har maskiner. Gigantiske tingester, der kræver meget plads. Du vil få brug for en fabrik, en beliggenhed og en plads på Jorden, hvor de kan slå rod, holde fast og spytte deres varer ud. Du har brug for et sted, og når du har det, så kører resten af sig selv.
Problemet er bare, at maskiner er blevet lidt gammeldags. For mange af os består vores arbejde mere i at trykke på et tastatur end i at presse metal. Og dermed sættes der et stort spørgsmålstegn ved behovet for en bestemt beliggenhed. Selv om enhver, der har investeret i en rigtig god stol, et hæve-sænkebord eller en lækker tredobbelt skærmopsætning, vil påstå, at det kan betale sig at have ting, der ikke kan være i en taske, så handler det mere om ergonomi end vigtig industriel infrastruktur. Det er ikke helt det samme.
At arbejde i en sky
Fremkomsten af udelukkende netværksbaseret vidensarbejde sætter spørgsmålstegn ved alle eksisterende forestillinger om, hvordan en forretning skal se ud, med beliggenhed som det mest indlysende. Jeg er nødt til at have en fysisk adresse til min virksomhed, fordi banker og myndigheder behøver den slags til et felt i en database, men af ingen anden grund – bogstavelig talt. Jeg får ingen post: Al min korrespondance kommer elektronisk. Jeg handler ikke med fysiske varer, så der er ingen varer, som skal leveres, eller færdige produkter, som skal forsendes. Og selv hvis min virksomhed f.eks. skulle blive ransaget under en liveudsendelse af vindjakke-klædte regeringsagenter, der håber på at komme derfra med kassevis af bevismateriale om omfattende økonomisk bedrageri på internationalt niveau, vil der opstå en pinlig pause, mens de først printer det hele ud. Der er ikke noget arkivskab eller en printer, hvis det skulle komme så vidt.
Det er ikke kun hele min infrastruktur, som er digital. Det er også svært at sige, hvor alt det digitale befinder sig rent fysisk. Et godt eksempel er Googles sky, som hoster min e-mail, mens oplysningerne deles på deres maskiner i datacentre over hele verden. Det er også mobilt: Tilgå din Gmail fra et bestemt land i et stykke tid, og Googles system flytter dine oplysninger til et datacenter, som ligger tættere på dig, men den gør det automatisk og uden at kontrollere handlingens rigtighed. Det at spørge Google om, hvor dine ting er, er som at spørge skyen om, hvor vejret er: Det er overalt.
I en digital verden kan man arbejde overalt.
Afstandens død
Det rejser spændende spørgsmål om samarbejdets natur. Har beliggenheden nogen betydning, hvis den er fiktiv og kun eksisterer for en databases skyld? For mig og for et voksende antal iværksættere er svaret "nej". Faktisk er min virksomhed – der består af en englænder, som bor i L.A., adskillige ansatte, der arbejder fra Kina, New Zealand, Thailand, og to fyre, som jeg ikke er helt sikker på i år, men som plejer at være vågne omkring Singapore-tid – slet ikke placeret i nogen af disse lande.
Rent juridisk ligger virksomheden i Estland, det baltiske land med verdens mest sofistikerede digitale infrastruktur. Den estiske regerings samlede infrastruktur er tilgængelig online ved hjælp af et legitimationskort med en chip, der sørger for meget stærk kryptering. For nogle år siden begyndte man også at tilbyde kortet til "e-beboere" fra hele verden. Med et estisk legitimationskort i hånden kan du starte en virksomhed i EU, åbne en erhvervskonto i banken, drive din forretning og betale skat fra hvor som helst på kloden. Jeg har besøgt Estland to gange – der er meget flot, og jeg kan især anbefale at tage derhen i foråret, men det var ikke nødvendigt for mit firma.
Ubundet af sted
I slutningen af halvfemserne, i begyndelsen af den digitale revolution, var "afstandens død" et af dot.com-dogmaets mest brugte udtryk: hvordan interessefællesskaber ville blive dannet på tværs af nationaliteter og landegrænser, hvorved disse to bliver irrelevante.
Historien har modbevist den sidste del af påstanden, mens den første er mere sand end nogensinde før. Virksomhedens beliggenhed er helt uafhængig af sine medarbejderes placering, mens medarbejderne er uafhængige af deres arbejdsredskabers placering. Hvis jeg spildte kaffe på denne laptop i løbet af de næste få minutter, med skytjenester og lagring, så kunne jeg købe, opsætte og bruge en identisk maskine, så snart butikkerne åbner. Derfor er det på sin plads at stille det gyldige metafysiske spørgsmål: Hvor er det nu lige, at min computer er, selv om jeg kan mærke, at den hviler på mit skød lige nu?
Så, selv om jeg stadig er nødt til at have en adresse, er det andre grunde, som tæller. Steder at tage hen, steder at mødes, sidde og snakke, steder at drikke kaffe og bruge det trådløse netværk – disse er vigtige grunde. Man skal have en e-mailadresse og måske også et telefonnummer for de særlinge, der stadig ringer til folk i 2018, men en fast forretningsadresse føles som det sidste overflødige levn fra det 20. århundrede. Hvis vi ikke har maskiner, hvorfor skal jeg så svare på, hvor jeg ville stille dem?
Ben Hammersley er britisk ekspert i internetteknologi, journalist, forfatter og oplæser med bopæl i London.
