En kvinde i Kyoto, Japan, der arbejder udenfor på en laptop

Trends

Sådan tog Japan fleksibelt arbejde til sig

Japans traditionelle arbejdsplads bliver udfordret af nye tiltag, der promoverer fleksibelt arbejde som et alternativ til stressende pendleri, urimelige arbejdstider og et faldende befolkningstal. Skrevet af Tim Hornyak

 

Tokyo har et af verdens bedste transportsystemer. Togene er punktlige, rene og allestedsnærværende. Men du har ikke lyst til at opleve Yamanote-linjen kl. 8.30 om morgenen, medmindre du kan lide at være tæt på at blive kvalt i menneskemylderet. Hærdede pendlere tager stoisk imod albuer i ribbenene og to-timers rejsetider, fordi de ikke har andet valg end at være på kontoret. Selv i den digitale alder insisterer japanske virksomheder ofte på, at de ansatte arbejder på kontoret, fordi sådan har det altid været.

Tanken om at arbejde hjemmefra er relativt fremmed for japanere. I oktober 2016 havde kun 13,3 % af japanske virksomheder en politik for telearbejde (også kaldet fjernarbejde), og kun 3,3 % planlagde at få det ifølge en undersøgelse lavet af det japanske indenrigs- og kommunikationsministerium(1).

Som årsag til, hvorfor virksomhederne ikke lod deres ansatte arbejde hjemmefra, svarede 74,2 %, at de ikke havde passende arbejdsopgaver. Men da undersøgelsen blev offentliggjort i juni 2017, opdagede ministeriet, at de virksomheder, som brugte fjernarbejde, var 1,6 gange mere produktive end de, der krævede, at deres ansatte mødte ind på kontoret. Nu ønsker ministeriet at øge brugen af telearbejde blandt virksomhederne med 30 % frem til 2020.

Højere produktivitet, mindre stress

Selvom Japan har nogle af verdens længste arbejdstider, betyder flere timer på arbejde ikke nødvendigvis højere produktivitet. Faktisk ligger Japan som nummer 30 på verdensranglisten målt ved BNP pr. indbygger og produktivitet ifølge OECD’s oplysninger fra 2017(2)

Hvis det ikke er grund nok til at tvinge virksomhederne til at revurdere deres syn på arbejde, så skal Tokyo også være vært for de olympiske lege i 2020. Omkring 40 millioner oversøiske turister forventes at besøge Japan det år – en stigning fra næsten 30 millioner i 2017, som giver det offentlige transportsystem en ekstra belastning på 920.000 daglige passagerer, mens legene står på.

Efter en række skandalesager, hvor ansatte døde af overudmattelse, har regeringen forsøgt at få virksomhederne til at tillade deres ansatte større fleksibilitet for at fremme en sund balance mellem arbejde og fritid. Tidligere i år lancerede regeringen den såkaldte Premium Friday-kampagne, der opfordrede kontorkrigerne til at forlade kontoret kl. 15 den sidste fredag i måneden.

Samtidig har virksomheder som Microsoft Japan taget fleksibelt arbejde til sig – de ansatte kan arbejde, hvor de vil, så længe arbejdet bliver gjort – og Yahoo! Japan overvejer at indføre en 4-dages arbejdsuge.

Nye måder at arbejde på

I juli 2017 indførte indenrigsministeriet en såkaldt telearbejdsdag for at fremme fjernarbejde. Omkring 900 organisationer deltog i projektet, herunder Tokyo-præfekturet, der har ansvaret for en storby med næsten 14 millioner indbyggere.

"Tidligere opnåedes økonomisk vækst ved hjælp af hård arbejde og lange arbejdstider, men i dag er det få mennesker, som forbinder lange arbejdstider med succes", fortalte Tokyos guvernør Yuriko Koike til deltagerne under et arrangement, som blev kaldt Telework Festa. "Vi har brug for en ny [arbejdsmåde] med mindre fysisk stress for at gøre det enkelte menneskes liv rigere."

Store virksomheder slog et slag for sagen. Over halvdelen af de ansatte i den japanske telekommunikationsvirksomhed NTT Datas hovedsæde i Tokyo har skiftet til fjernarbejde, mens 270 ud af i alt 330 ansatte hos snackproducenten Calbee med bopæl i Tokyo benyttede sig af telearbejde, skriver The Japan Times(3).

Indenrigsministeriet ønsker at gøre telearbejdsdagen til en årlig begivenhed, og der er grund til at tro, at den kan ændre japanernes holdning til fjernarbejde. Regeringen har trods alt tradition for at skabe forandring. I 2005 lancerede daværende miljøminister Koike den såkaldte Cool Biz-kampagne for at opfordre de ansatte til at gå med korte ærmer i stedet for jakkesæt om sommeren, så man kunne skrue ned for klimaanlægget og spare energi. Mere uformel påklædning om sommeren er nu blevet standard og har reduceret CO2-udledningen med millioner af tons siden kampagnens start.

En travl menneskemængde på Ikebukuro-stationen i Tokyo, Japan

Japanske pendlere på Ikebukuro-stationen i Tokyo, Japan

 

Forbedret præstation

For virksomheder og virksomhedsledere virker fordelene ved fleksible arbejdstider indlysende. I 2014 viste en undersøgelse i The Quarterly Journal of Economics, at callcentermedarbejderne hos et rejsebureau, der arbejdede hjemmefra på forsøgsbasis, oplevede en stigning på 13 % i deres præstation, herunder færre pauser og sygedage.

Budskabet er ved at trænge igennem i Japan, omend langsomt. Professor Kunihiko Higa fra skolen for innovationsledelse ved det teknologiske institut i Tokyo siger, at japanske virksomheder stadig har svært ved at se fordelene ved fjernarbejde.

I dag overlades implementeringen typisk til den enkelte leder, som ofte er uvillig til at prøve noget nyt. Derudover handler det blandt andet om, hvordan man laver kommunikationssystemer, der kommer så tæt som muligt på det eksisterende arbejdsmiljø.

Ifølge Higa er der dog et andet presserende problem, som også kunne bidrage til udbredelsen af telearbejde: Japans demografiske vanskeligheder. Lave fødselsrater og en stram udlændingepolitik har ifølge tal fra 2016 medført en rekordstor nedgang i befolkningstallet på 300.000. Ifølge en undersøgelse fra det nationale forskningsinstitut for befolkning og social sikkerhed vil omkring 40 % af japanerne være over 65 i 2050(5).

"Der er alvorlig kronisk mangel på arbejdskraft, som skyldes en aldrende befolkning og vanskeligheder med at tage sig af børn og ældre familiemedlemmer", siger Higa. "Det er et fælles problem for alle organisationer, både i den private og i den offentlige sektor. Hvis fremadsynede erhvervsledere lykkes med at indføre strategisk telearbejde i stor skala, så vil det hurtigt finde udbredelse."

I takt med at landets befolkningstal falder, vil japanerne være tvunget til at få mere ud af mindre for at forblive konkurrencedygtige i den globale økonomi og opretholde deres levestandard. Det betyder blandt andet investeringer i fleksible arbejdsmetoder. Produktiviteten vil højst sandsynligt stige, og det bliver måske lidt sjovere at tage morgentoget.

 


Den Tokyo-baserede journalist Tim Hornyak skriver om erhverv, videnskab og teknologi og er forfatter til bogen Loving the Machine: The Art and Science of Japanese Robots

Kilder:

(1) https://www.japantimes.co.jp/news/2017/07/24/business/japanese-firms-give-telecommuting-try-designated-day-ease-rush-hour-congestion/

(2) http://stats.oecd.org/Index.aspx?DataSetCode=PDB_LV#

(3) https://www.japantimes.co.jp/news/2017/07/24/business/japanese-firms-give-telecommuting-try-designated-day-ease-rush-hour-congestion/

(4) https://people.stanford.edu/nbloom/sites/default/files/wfh.pdf

(5) http://www.ipss.go.jp/pp-newest/e/ppfj02/ppfj02.pdf